Qaanaaq – Det ultimative eventyr på hundeslæde

Få en uforglemmelig smagsprøve på grønlandsk fangerkultur, når vi tager på hundeslædetur fra Grønlands nordligste by, Qaanaaq, i det legendariske Thuledistrikt.

Rejsen kort Dagsprogram Pris- og praktisk info

Rejsen kort

11 dage højt mod nord venter dig det ultimative eventyr. Med udgangspunkt i Grønlands nordligste by, Qaanaaq, er rejsens højdepunkt den 6 dages slædetur i det legendariske Thuledistrikt - Qaanaaq.

I dette område har indbyggerne gennem århundreder levet af at jagte havpattedyr og isbjørne fra hundeslæde og kajak - og det gør de stadig. Qaanaaq er stedet, hvis du vil helt tæt på den oprindelige grønlandske fangerkultur og traditionel grønlandsk levevis. Du vil også opleve Siorapaluk, som er verdens nordligst beboede bygd og hvor udspilede sæl-/ og isbjørneskind vidner om bygdens absolutte hovederhverv.

Efter hundeslædeturen vender du tilbage til civilisationen i Ilulissat og fortsætter eventyret med Topas. I Ilulissat kan du nyde de fantastiske muligheder for vandreture, der er tæt på og tage på sightseeing i byen, som er berømt for Ilulissat Isfjord og Knud Rasmussens føde- og barndomshjem, som i dag fungerer som museum.

I Qaanaaq er naturen storslået, der er højt til himlen - det er Grønland, når det er bedst!

Glæd dig til

  • Kæmpe slæder, imponerende isbjørnebukser, knirkende kamikker og sydende primusser
  • Mød fangerne der stadig jager narhval fra kajak på traditionel vis
  • Arktisk dyreliv med sæler, sneharer, ræve og måske endda hvalrosser og isbjørn
  • Besøg i verdens nordligst beboede bygd Siorapaluk
  • Qaanaaq Museum, Knud Rasmussen og Peter Freuchens oprindelige hus fra Dundas
  • Byen Ilulissat og den imponerende Kangia / Ilulissat Isfjord
  • Qaanaaq, det ultimative grønlandske fangerdistrikt, hvor jagt traditionerne holdes i hævd

Program

Dag 1. København - Ilulissat, Grønland
Vi flyver fra København til Ilulissat via Kangerlussuaq og kan fra luften se Kangia — Ilulissat Isfjord med dens gigantiske isbjerge i fjordmundingen. Vi indkvarteres på Hotel Icefiord.

Dag 2. Fra Ilulissat - Qaanaaq i nord
I dag går turen videre nordpå til Qaanaaq i nord. Ved ankomst går vi i gang med forberedelserne til morgendagens start på slædeturen.

Dag 3. "Pingapok" - Hundeslædeturen starter!
Vi pakker slæderne, startsignalet lyder til hundene, og de store slæder sætter i gang – og det samme gør vores eventyr de kommende 6 dage.

Dag 4. Siorapaluk - Verdens nordligst beboede bygd
Vi kører i dag i Siorapaluk-området, hvor slæder ved husene, kajakker på træstativer, ketsjere til søkongefangst og udspilede sæl-/ og isbjørneskind vidner om bygdens absolutte hovederhverv.

Dag 5. Neqé -"stedet med de fyldte kødgryder"
Stedet er fra gammel tid et godt fangssted og fjorden er samlingssted for hvalrosser, narhval, hvidhval og remmesælen.

Dag 6. Fortsat hundeslædekørsel
Vi lader slædeføret og issituationen bestemme dagens program. På denne tid af året tager fangerne kajakken på slæden og kører ud til iskanten for at jagte narhval – måske får vi det at se.

Dag 7. Murchison Sund
Vi sætter kursen i retning af Qaanaaq, hvor vi skal være tilbage i morgen. Vi ser i dag de imponerende bræer i bunden af fjordene og naturligvis fjordsæler/netsider, der hviler på isen.

Dag 8. Besøg på Qaanaaq Museum
Tilbage i Qaanaaq tager vi afsked med kuskene. Så besøger vi Knud Rasmussens og Peter Freuchens Handelsstation, i dag Qaanaaq Museum

Dag 9. Qaanaaq - Ilulissat
Vi vender tilbage til civilisationen i Ilulissat og kan evt. vandre ud til den gamle boplads Sermermiut og Kællingekløften og se de store isfjelde på tæt hold.

Dag 10. Fridag i Ilulissat
Du vælger selv, om du vil en tur rundt i byen med et besøg i Knud Rasmussens føde- og barndomshjem, tage på isfjordssejlads eller måske endda en helikoptertur?

Dag 11. Hjemrejse fra Ilulissat - København
Det store eventyr på hundeslæde i Nordgrønland er nu slut og vi vender hjem til Danmark.

Klik her for at se detaljeret dagsprogram her

Dagsprogram

Dag 1. København - Ilulissat

Vi flyver fra København til Ilulissat via Kangerlussuaq. Umiddelbart inden indflyvningen til Ilulissat passerer vi Kangia — Ilulissat Isfjord med dens gigantiske isbjerge i fjordmundingen, hvor de er grundstødte på den undersøiske moræne — på ca. 350 m dybde! Intet under, at isfjorden kom på UNESCOs Verdensarvsliste i 2004.

Vi bliver hentet i lufthavnen og kørt direkte til Hotel Icefiord, der er beliggende med en pragtfuld udsigt til Diskobugten.

-/-/A

Dag 2. Ilulissat - Qaanaaq

I dag går turen videre nordpå til Qaanaaq via en mellemlanding i Upernavik. Hvis sigtbarheden er god under flyvningen, får vi en flot udsigt over Melville Bugten og dens enorme ismarker — isbjørnens sande rige. Fascinerende at tænke på, at Knud Rasmussen, Ludvig Mylius-Erichsen, Moltke og Jørgen Brønlund under "Den Litterære Ekspedition" i 1902-04 kørte på hundeslæde fra Ilulissat og hele vejen til Thule distriktet.

Efter indlogeringen i Qaanaaq går vi straks i gang med forberedelserne til morgendagens start på slædeturen.

M/-/A

Dag 3. "Pingapok" — "It's great" - Hundeslædeturen starter!

Umiddelbart efter en solid morgenmad går vi i gang med at gøre de sidste indkøb og får vores bagage og proviant fragtet ned til de ventende slæder.

Bemærk pakningen af slæden hvor intet er overladt til tilfældigheden. Slædekassen med primus og petroleum, gryder m.m. bagest, harpunen og utoqen langs siderne, rensdyrskind på toppen af læsset og til sidst riflerne stukket ind under surringerne, så de er lette at komme til — vi er jo trods alt i bjørneland.

Startsignalet lyder til hundene, og de store slæder sætter i gang med et ryk, turen er begyndt!

M/F/A

Dag 4. Siorapaluk — verdens nordligst beboede bygd

Vi kører på Robertsonfjorden og kan nu skimte Siorapaluk ved foden af fjeldet. I hele Grønland er Siorapaluk-området det absolut bedste at se søkonger i, men sæsonen ligger først hen i maj måned.

Forskerne mener, at mellem 20 og 40 millioner par søkonger yngler her. Spæksyltede søkonger — "Kiviaq" er stadig en stor delikatesse her.

Slæder ved husene, kajakker på træstativer, ketsjere til søkongefangst og udspilede sæl-/ og isbjørneskind vidner om bygdens absolutte hovederhverv. Hundehvalpenes pels er gul og strid af alt den spæk, de ynder at mæske sig med og rulle sig i!

M/F/A

Dag 5. Neqé — "stedet med de fyldte kødgryder"

"Stedet er fra gammel tid et godt fangststed. Lige udenfor ligger vidtstrakte undersøiske hvalrosbanker, hvor hvalrosser er at træffe året rundt, narhval og hvidhval trækker sommeren igennem ind og ud af fjorden, remmesælen lever højt på fjorbundens polartorsk om sommeren og har om vinteren sine åndehuller ude mellem isfjeldsbankerne.

Fjeldene omkring Neqé myldrer med søkonger i maj måned og fylder luften med kvidren fra maj til september, og blåræven lever stort på fugle, æg og unger. Kun en ussel fanger vil her være uden kød".

Ovenstående tekst er et citat fra Christian Vibes bog "Langthen og Nordpå", og får her lov til at stå for sig selv.

M/F/A

Dag 6. Fortsat hundeslædekørsel

Vi lader slædeføret og issituationen bestemme dagens program. Vi kan vælge at bruge Neqé som base for en dagstur videre nordpå til Kap Powell eller alternativt køre til jagtområder ved iskanten, hvis muligheden er herfor.

Det er på denne tid af året, at fangerne tager kajakken på slæden og kører ud til iskanten for at jagte narhval med harpun og riffel, og skulle vi få chancen for at opleve denne spændende jagtform, tager vi den selvfølgelig.

Succesfulde fangere deler gerne ud af deres fangst, så måske er vi heldige at smage hvalros, hval m.m. på turen.

M/F/A

Dag 7. Murchison Sund

Vi sætter kursen i retning af Qaanaaq, hvor vi skal være tilbage i morgen.

På vejen tager vi sikkert afstikkere ind i fjordene Robertson og MacCormick for at se på dels de imponerende bræer i bunden af fjordene og naturligvis fjordsæler/netsider, der hviler på isen ved deres åndehuller. En herlig spise, der sørger for varme i kroppen og smil på læben.

M/F/A

Dag 8. Besøg i Knud Rasmussens og Peter Freuchens Handelsstation — idag Qaanaaq Museum

Efter nogle oplevelsesrige dage på slæden ankommer vi til Qaanaaq ud på dagen. Vi tager afsked med kuskene og begiver os op til vores logi og får os et velfortjent bad.

Derefter er der tid til at besøge det lokale museum, som huser en særdeles spændende udstilling i rammerne af den historiske Thule Handelsstation, som er udødeliggjort i Knud Rasmussen og Peter Freuchens verdensberømte bøger omhandlende de såkaldte "Thule ekspeditioner".

Kirkegården, som er smukt beliggende uden for byen, fortæller også på sin tavse facon om stedets fortid og store personligheder.

Aftensmaden nydes på hotellet, hvor personer som Reinhold Messner og andre polar (ud-)forskere har hvilet ud efter strabadserende på de spændende ekspeditioner.

M/F/A

Dag 9. Qaanaaq - Ilulissat

Air Greenlands Dash 8 bringer os via Upernavik tilbage til Ilulissat. Efter at have checket ind i vante omgivelser er der mulighed for at vandre ud til den gamle boplads Sermermiut.

Lige øst for Sermermiut ligger Kællingekløften med en fantastisk udsigt ind i isfjorden. De største isfjelde grundstøder på den undersøiske morræne i mundingen af fjorden, og ligger således "for svaj" lige for øjnene af os. Hvis man er heldig, knækker der stykker af isbjergene med kæmpe plask og bølger til følge.

M/-/-

Dag 10. Ilulissat

Vi holder en afslappende dag i Ilulissat. Der er mulighed for en tur rundt i byen med et besøg i Knud Rasmussens føde- og barndomshjem — i dag museum.

Man kan også tage på en spændende isfjordssejlads eller måske endda en helikoptertur ind i fjorden, der er talrige muligheder for oplevelser. Eller hvad med at købe kunsthåndværk, tupilakker m.m. med hjem som et varigt minde fra Grønland?

M/-/-

Dag 11. Ilulissat - København

Det er tid for afgang med fly til Kangerlussuaq og herfra tilbage til København.

M/-/-

OBS! — forlængelse af rejsen?

Synes du rejsen er for kort og ønsker at forlænge? Uanset om det er til en anden destination i Grønland, kan du roligt spørge os. Vi har god viden om Grønland og kan nemt og hurtigt vejlede dig.

Pris- og praktisk info

Prisen inkluderer

  • Fly transport København — Kangerlussuaq T/R, inkl. skatter og afgifter
  • Fly transport Kangerlussuaq — Ilulissat T/R, inkl. skatter og afgifter 
  • Flytransport Ilulissat — Upernavik — Qaanaaq T/R, inkl. skatter og afgifter
  • Måltider som indikeret under dagsbeskrivelserne, heriblandt velkomstmiddag på Hotel Icefiord
  • Alle overnatninger
  • 6 dages kørsel med slædehundespand
  • Grønlandske slædekuske og ca. 10-14 hunde pr. hundespand — 1 deltager pr. slæde
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn ca. DKK 300-500 i alt)
  • Entré til museer og lignende
  • Varmt tøj som f.eks. sælskindstøj og polarstøvler kan lejes - kontakt Greenland by Topas.
  • Rejse- og evt. afbestillingsforsikring

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med - På flyvningerne med Air Greenland mellem Danmark og Grønland, serveres gratis måltider og drikkevarer ombord.

Måltiderne på slædeturen vil typisk bestå af grønlandske råvarer, såsom sæl, fisk m.m., suppleret med ris, pasta eller kartofler. Men man vil i fællesskab indkøbe slædeprovianten i Qaanaaq inden turen, så den enkelte deltager kan få et par livretter med!

Overnatning

I Ilulissat overnattes der 3 nætter på Hotel Icefiord. I Qaanaaq har man 2 nætter i Bed & Breakfast. Måltiderne i Qaanaaq indtages på hotel Qaanaaq.
På slædeturen vil overnatningerne primært være i små fangsthytter, hvor pladsen måske er lidt trang men stemningen autentisk. Sommetider kan det dog være, at man skal overnatte i hhv. telt eller slædetelt.

Pakkeliste - Qaanaaq

Vi har udarbejdet en pakkeliste, som er unik til denne rejse.

Generel information ved kørsel på hundeslæde

Ved hundeslædekørsel er det vigtigt, at man overholder nedenstående, få forholdsregler, for at sikre sig mod skader og kulde, samt for at få en optimal kørsel på slæderne.
 
  • Slædekusken vil oftest sidde forrest på slæden, alternativt i korte perioder løbe ved siden af slæden, eller "hænge" på opstanderen bagest på slæden.
  • Passagerer sidder med front mod køreretningen.
  • Hvis der køres over jævnt terræn, kan du skifte position og sidde på tværs af slæden.
  • Placer altid dine ben oppe på slæden, så fødderne ikke slår mod sten, klipper, is el.lign.
  • I ujævnt terræn, eller på vej op ad bakke, skal du holde i de dertil indrettede snore/liner. Hold ALDRIG på siden af slæden, da dette kan give skader på fingrene, hvis de kommer i klemme under slæden.
  • I ujævnt terræn kan du hjælpe slædekusken med at holde balancen, ved at læne dig til den modsatte side af, hvor slæden krænger.
  • Ved stejle stigninger i terrænet kan det være nødvendigt at stå af slæden og gå ved siden af denne til stigningen er ophørt.
  • Når der køres på is, vil man nu og da passere sprækker i isen. Det er vigtigt at du bliver på slæden (medmindre slædekusken giver specifik, anden information), da det oftest er lettere at passere disse sprækker siddende på slæden.
  • Hvis det er koldt, bør man stå af slæden regelmæssigt for at løbe / gå sig til varmen ved siden af slæden.
  • Gå aldrig hen til hundene.
  • Giv aldrig hundene godbidder, eller rester fra din madpakke.
  • Brug altid solbriller/skibriller og husk solcreme med høj faktor. Solcremen må IKKE være vandbaseret.
  • Kamera og videoudstyr bør opbevares under overtøjet, så batterierne sikres mod kulde.
  • Medbragt mad opbevares bedst under overtøjet eller nedpakket mellem tøj, hvor det kan holde sig frostfrit.

Praktiske gøremål

VIGTIGT: Deltagerne skal betragte sig selv som deltagere på en slædeekspedition. Dvs. at man aktivt deltager i lejrlivet med de gøremål, der nu er nødvendige, såsom teltrejsning/nedpakning, madlavning/opvask, pakning af slæde osv.

Bagage

Man er velkommen til at efterlade/opbevare bagage på logiet i Qaanaaq under slædeturen.

Varighed

11 dage, heraf 6 dage med hundeslæde i Qaanaaq — Thule distriktet (grad 3).
Ca. 2 dage i Ilulissat.

Klima

Middeltemperaturer i Qaanaaq og omegn er i maj måned mellem -25º C and -15º C. Temperaturerne er angivet som døgnets gennemsnit. Nætterne kan være forholdsvis kolde, men når solen får magt i løbet af dagen, kan temperaturen stige over det angivne. På grund af solen (midnatssol i maj måned) og den tørre luft, opleves temperaturen varmere end i det øvrige Europa. Nattemperaturerne kan komme ned på - 20 grader i april og -10 grader i maj måned. På denne årstid er der mest klart vejr, hvilket betyder at man ofte har en god sigt.

Adgang til el

Der er kun sparsom adgang til at få opladet batterier på denne tur. Medbring derfor rigeligt med batterier.

Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden.

Kort

Saga Map nr. 18, Qaanaaq - Thule. 1 250.000
Købes hos Nordisk Korthandel, Studiestræde 26-30, København, Tlf. 33 38 26 38

Litteratur/rejseinspiration

  • Ivars Silis "Jagtbreve fra Arktis"
  • Ivars Silis "Hvalernes fjord"
  • Kurt L. Frederiksen "Spor over isen"
  • Christian Vibe "Langthen og nordpå"

Div. Litteratur om og af hhv. Knud Rasmussen og Peter Freuchen (der findes flere hyldemeter yderst interessant læsning!).

Antal deltagere

Turen afvikles med 1-5 personer.

VIGTIGT

Denne slædetur er "den ægte vare". Det skal forstås på den måde, at kuskene er grønlandske fangere, der har fangst og slædekørsel som deres profession. De kan deres metier til fuldkommenhed, og deltagerne kan være helt trygge i deres hænder.

Kuskene taler for de flestes vedkommende et begrænset dansk, men med fagter, øjenkontakt og sund fornuft er kommunikationen ikke noget problem. Der deltager ikke en egentlig turleder på turen. I Qaanaaq vil der være en dansk-talende kontaktperson på vores logi, samt på hotellet, hvor vi spiser, og på selve slædeturen er det kuskene og deltagerne selv, der kommunikerer sammen som ovenfor beskrevet.

Ret til ændringer forbeholdes. Vi gør opmærksom på, at en tur som denne er afhængig af godt vejr. Desuden varierer sne-/ og isforholdene fra år til år, og derfor kan der forekomme ændringer i programmet for specielt slædeturen.

Kuskene vil så vidt muligt forsøge at følge den ovenfor beskrevne rejserute, men slædeføret er altafgørende, og derfor skal man være forberedt på og kunne acceptere evt. ændringer i programmet.

Eventyret venter, ikke mere snak - lad os komme af sted!

BEMÆRK: Forhøjet depositum for fly: 15.000 DKK

Vælg din afgang

5. marts 2019  –  15. marts 2019 Åben for booking 39.970 DKK Bestil Rejse
2. april 2019  –  12. april 2019 Åben for booking 39.970 DKK Bestil Rejse
Turkode: IGGU

Kontakt os

Andre spændende rejser

Nyhedsbrev

Udfyld felterne for at modtage nyhedsbrevet

 
Greenland by Topas | greenland@topas.dk | Bakkelyvej 2 | 8680 Ry - Denmark - Phone (+45) 73 70 93 39 | Cvr: 17630008 © 2018 Webdesign & CMS by MCB Denmark