Grønland fra syd til nord

Turen går fra det frodige og farverige Grønland i syd til de imponerende isbjerge i nord. Oplev landskabets forandring på den 1.200 km lange sejlads op langs Grønlands vestkyst med dejlige M/S Sarfaq Ittuk.

Rejsen kort Dagsprogram Pris- og praktisk info

Rejsen kort

Kom helt ned i gear og få Grønland ind under huden. På turen fra syd til nord oplever du meget af Grønland på kort tid.

Fra Sydgrønlands grøn-blå fjorde, frodige og blomstrende natur, nordbohistorie og fårehold over Nuuk til spændende dage i Ilulissat med de gigantiske isbjerge. I alt 10 byer kan du se frem til at opleve foruden en afslappet stemning ombord på skibet.

I 2004 blev Ilulissat Isfjord optaget på UNESCO´s Verdensarvsliste. Og i 2017 blev "Kujataa Greenland" med sine Nordboruiner og "Inuit Farming" optaget. Begge steder er store højdepunkter, du kommer til at besøge på denne rejse til søs - og det er ikke uden grund, netop de to steder er blevet anerkendt for deres rå skønhed og historie.

Glæd dig til

  • Forstå hvorfor Grønland har fået sit navn
  • Oplev 2 UNESCO-sites i Grønland
  • Sejlads i de turkisblå sydgrønlandske fjorde
  • Sejltur på ca. 1200 km op langs Grønlands vestkyst
  • Oplev kystbåden M/S Sarfaq Ittuk der i sig selv er en kulturoplevelse
  • Se naturens forandringer op langs kysten og få sjælen med
  • Få en hel dag i Nuuk – Grønlands hovedstad
  • Indsejlingen til Ilulissat er en god afslutning på sejlturen
  • Se Ilulissat Isfjord med de enorme isbjerge

Program

Dag 1. København – Narsarsuaq – Qaqortoq
Med direkte fly fra København til Narsarsuaq og videre sejlads ud til Qaqortoq.

Dag 2. UNESCO Verdensarv: Hvalsø Kirkeruin. Aftenafgang med skib
Dagen byder på sejltur til ”baglandet” og en af UNESCO´s Verdensarvsdestinationer. Om aftenen ombordstigning på dejlige M/S Sarfaq Ittuk.

Dag 3. Arsuk, Paamiut og Qeqertarsuatsuatsiaat
På søen – 3 korte anløb.

Dag 4. Nuuk
Dagens anløb: Nuuk – du har hele dagen i Grønlands hovedstad, Nuuk.

Dag 5. Maniitsoq, Kangaamiut og Sisimiut
På søen – 3 anløb – bl.a. 2 timer i Sisimiut.

Dag 6. Aasiaat og Ilulissat
Ankomst til Diskobugten og Ilulissat, hvor vi går i land.

Dag 7-9. Ilulissat
I løbet af dagene bliver der arrangeret byrundtur og vandretur til Sermermiut.

Dag 10. Hjemrejse
Fly hjem fra Ilulissat-Kangerlussuaq-København.

Klik her for at se detaljeret dagsprogram her

Dagsprogram

Dag 1. København – Narsarsuaq - Qaqortoq

Flyrejsen er på godt 4½ time til det sydlige Grønland, Narsarsuaq. Byen er endnu en gammel amerikansk base. Her i bunden af Eriksfjord mellem det turkisblå vand og indlandsisen ligger Narsarsuaq landingsbane. Som altid når man lander i Grønland er landingen spektakulær - også her: Grøn-blå fjorde med små hvide prikker (iskosser) og en masse fårehold (landbrug) kommer til syne.

Efter ankomst bliver du hentet i bus og kørt til havnen, hvorfra du sejler med Disko Line til Sydgrønlands største by, Qaqortoq. Sejlturen tager ca. 2 til 5 timer alt afhængigt af båd – eller skibstypen.

I Qaqortoq bliver du indkvarteret på Hotel Qaqortoq i centrum af byen og kan nyde den dejlige udsigt over Julianehåb Fjord og havnen. Qaqortoq har omkring 3.500 indbyggere og er uddannelsescentrum i Sydgrønland. Det er en fantastisk smuk og frodig by og en af de mest fotogene byer i Grønland med de mange private haver. Qaqortoq er en by i udvikling og med et godt foreningsliv, der smitter af på sammenholdet i byen.

-/F/-

Qaqortoq

Når du sejler ind mod Qaqortoq igennem Julianehåb Fjord, ser du straks byens mange farverige huse, som er kastet op ad fjeldet, og du fornemmer byens opbygning, der samler sig i centrum nede i en dal.

Dag 2. UNESCO Verdensarv: Hvalsø Kirkeruin. Aftenafgang med skib.

I dag skal du ud at se 1 af de 5 UNESCO-steder i Sydgrønland.

”Kujataa Greenland” er et subarktisk landbrugslandskab, der består af 5 delområder af Sydgrønland ved randen af indlandsisen, som blev optaget på UNESCO´s Verdensarvsliste i 2017. Blandt seværdighederne er Hvalsø Kirkeruin, som er et af de områder, der er en del af Verdensarvslisten. Kirkeruinen er velbevaret og har en spændende historie. Den ligger kun en halv times sejlads fra Qaqortoq. På denne tur får du indsigt i nordbohistorien og det bryllup, der fandt sted i 1408. I 1992 blev nu afdøde landsstyreformand Jonathan Motzfeldt gift dette sted.

Om aftenen er der afgang med M/S Sarfaq Ittuk, hvor skibet afgår for at sejle nordover. Du finder dig godt til rette i en af de dejlige udvendige kahytter og går ud for at vinke farvel til Qaqortoq. Det tager et par timer at sejle til Narsaq. Her ankommer du kl. 21:00

Afgang fra Qaqortoq - 19:00
Narsaq 21:00 - 21:30

M/-/-

Dag 3. Arsuk, Paamiut og Qeqertarsuatsiaat (på søen)

Skibet sejler indenskærs det meste af natten og ankommer til Arsuk tidlig morgen. Skibet lægger ikke til i Arsuk, da havnen er for lille, men byen ses tydeligt fra dækket. Fra Arsuk går det mest udenskærs frem til Paamiut, hvor skibet lægger til omkring kl. 14 og igen ved Qeqertarsuatsiaat kl. 22:15.

Livet ombord på M/S Sarfaq Ittuk

Om sommeren er der en guide tilknyttet. Han/hun vil sørge for at give en god, turistvenlig information undervejs. Det vil være i form af foredrag og gåture i de byer, hvor det er muligt at nå en gåtur.

Skibets agtersalon rummer også en biograf, hvor der vises film op til flere gange om dagen. Det er ikke nødvendigvis en turistfilm, da der også sejler lokale med skiber, som gerne vil nyde en spændingsfilm eller komedie.
Agtersalonen har sofaer og stole og store panoramavinduer. Mange nyder at slappe af her. Derudover er der en god massagestol, som er billig at benytte. Det er nok den massagestol, der har verdens bedste udsigt.

Dagens anløb:
Arsuk 06:45 – 07:00
Paamiut 14:00 – 14:30
Qeqertarsuatsiaat 22:15 – 22:30

-/-/-

Dag 4. Nuuk

Natten igennem sejles der igen udenskærs indtil et par timer før ankomst til Nuuk, hvor skibet sejler indenskærs.

Grønlands hovedstad, Nuuk. Skibet sejler udenskærs indtil et par timer før ankomsten til Nuuk, hvor skibet drejer østover og ankommer til Nuuk havn om eftermiddagen.

I dag har du godt 8 timer i Nuuk. Guiden ombord har med garanti lavet en form for fælles byrundtur, hvilket vi anbefaler, at du tager med på.

Nuuk, Grønlands hovedstad, er en meget levende by. Især om fredagen. Her er utallige butikker, caféer, busser, myldretid og sågar lyskryds – et af de få i hele Grønland.

Den gamle kolonihavn ligger i et smørhul. Her finder du Nationalmuseet, Havets Mor-statue, Hans Egede-statuen, Hans Egedes hus og mange andre ting. Kolonihavnen har en dejlig udsigt til nordlandet.

I Nuuks bagland kan du opleve et af verdens største fjordsystemer. Det er nærmest uendeligt og et meget elsket sted for Nuuk-borgerne. Allerede omkring ankomsttiden vil du se en del mindre både sejle ud af havnen. Mange tager nemlig ind i fjorden og camperer. Flere har en hytte der eller overnatter i deres båd.

Du skal være tilbage på skibet senest kl. 20.30, da skibet sejler videre kl. 21. Nogen er måske gået fra borde i Nuuk, men der vil helt sikkert komme flere ombord denne aften.

Se her hvad Nuuk bla. har at byde på: Nuuk - udflugter og ture

Dagens anløb:

Nuuk 07:30 – 20:00 - check din billet, da tidspunkt kan variere.

-/-/-

Dag 5. Maniitsoq – Kangaamiut - Sisimiut

Om morgenen anløber skibet Maniitsoq. Her bor ca. 2.800 mennesker og stedet bliver beskrevet som Grønlands Venedig. Maniitsoq ligger på en ø ved udmundingen af Hamborgsund. Hamborgsund har høje bjerge, dybe fjorde og gletsjertunger der strækker sig - nogle steder næsten helt ned til vandet. Skibet sejler indenskærs og langsomt igennem dette sund - og hvis vejret er godt, står eller sidder de fleste og nyder udsigten. Måske er der hvaler. Besætningen er gode til at meddele over højttaleren, når der er hvaler.

Lige før middag er der ankomst til Kangaamiut og igen kan skibet ikke anløbe denne havn, så der sejles i mindre både ind og ud med passagererne.

Efter aftensmaden er der ankomst til Grønlands næststørste by, Sisimiut. Smukt ligger den der med sine høje fjelde og med de forskelligfarvede huse. Her bor ca. 5.600 indbyggere og byen er kendt for sin selvstændighed og iværksætterånd. Én af iværksætterne er en kvinde fra Sydgrønland, som har åbnet butikken Qiviut. Qiviut er det grønlandske navn for moskusuld. Moskusuld er noget af det blødeste og varmeste, du overhovedet kan få. Butikken har også andre gode grønlandsrelaterede varer og er helt sikkert et besøg værd.

Dagens anløb:
Maniitsoq 06:00 – 06:30
Kangaamiut 10:00 – 10:15
Sisimiut 17:00 – 19:00

-/-/-

Dag 6. Aasiaat - Ilulissat

Når du vågner om morgenen, er indsejlingen til Diskobugten allerede begyndt. Her er mulighederne for at se hvaler og masser af sæler rigtig gode. Allerede kl. 08.00 anløber skibet Aasiaat (Egedesminde) og ligger der en halv time. På denne halve time, kan du lige nå op til den sorte kirke og evt. videre op til forsamlingshuset, hvor du kan "titte" ind ad vinduet og se nogle af Per Kirkebys malerier. De malerier, der hænger i forsamlingshuset, er nogle han forærede byen, da han forlod den tilbage i 1960’erne.

Fra Aasiaat sejler skibet nu nordpå mod Isbjergenes hovedstad, Ilulissat. Bare vent med at tage billeder til efter et par timers sejlads fra Aasiaat. Isbjergene bliver for alvor store, når du nærmer dig Ilulissat Isfjord lidt syd for Ilulissat. Skibet vender i Ilulissat og din sørejse ender derfor her. Den søde besætning har travlt med at rengøre og klargøre skibet til næste hold gæster, der skal ombord, og det er nu tid til at sige farvel til skibet, dets besætning og sommerguiden.

I Ilulissat bliver du hentet af hotellets bus og kørt til hotel Icefiord, hvor du indkvarteres. Velkommen til Isbjergenes hovedstad og til fast grund under fødderne!

Ilulissat Isfjord blev i 2004 optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Isfjorden er et af de første områder i Arktis, der har fået plads på denne fornemme liste. Selvom området er fredet, er der særlige tilladelser til at sejle blandt isbjergene og flyve helikopterture.

-/-/-

Dag 7. Ilulissat. Byrundtur og Sermermiut vandring

Det er formiddag og vi har arrangeret en rolig guidet vandretur rundt i byen, så du kan få et indblik i byen, dens historie og rytme.

Om eftermiddagen er der ligeledes arrangeret en vandretur til Sermermiut, som ligger med udsigt til isfjordsmundingen. Udsigten herfra er lige betagende og storslået, hvad enten du er der for 20. gang eller for første gang.

M/-/-

Ilulissat - gigantiske Isbjerge

Ilulissat - Jakobshavn. Ingen tvivl om at Ilulissat er ”verdens navle”, når man taler om det at rejse til Grønland.

Dag 8-9. Dagene på egen hånd i Ilulissat

De følgende dage i Ilulissat er på egen hånd. Udover at slappe af og evt. skrive postkort, kan du besøge kunstmuseet, kunsthåndværkstedet, museet og et hav af hyggelige butikker.

Har du lyst til at opleve naturen og isbjergene fra luften, er det muligt at tilkøbe en tur i enten helikopter eller et lille 2-motoret fly. Begge ture er vældig fotogene og imponerende.

Se forlag til udflugtsmuligheder i Ilulissat her

M/-/-

Dag 10. Ilulissat - København via Kangerlussuaq

Rejsen er nu slut. Det er hjemrejsedag og et forhåbentligt "på gensyn" til Grønland. Måske venter en anden type rejse og destination i Grønland næste gang? Landet har så meget at byde på, og det er der heldigvis flere og flere der har fået øjnene op for.

Flyturen går fra Ilulissat til Kangerlussuaq, hvor du stiger ombord på Atlantflyveren hjem til København. Farvel og forhåbentligt på gensyn til mere end 10 byer og bygder og nogle uforglemmelige oplevelser.

M/-/A

Takuss’ — vi ses!

OBS! — forlængelse af rejsen?

Synes du rejsen er for kort og ønsker du at forlænge opholdet? Uanset om det er til en anden destination i Grønland, kan du roligt spørge os. Vi har god viden om Grønland og kan nemt og hurtigt vejlede dig.
 

Pris- og praktisk info

Prisen inkluderer (i delt dobbeltværelse/kahyt med private faciliteter)

  • Fly København-Narsarsuaq // Ilulissat-Kangerlussuaq-København inkl. skatter og afgifter
  • Sejlads med Disko Line: Narsarsuaq-Qaqortoq
  • 1 nat på Hotel Qaqortoq inkl. morgenmad og transport ved ankomst/afrejse
  • 4 nætter på M/S Sarfaq Ittuk i Junior suite
  • Skibsguide ombord på M/S Sarfaq Ittuk (juni, juli og august)
  • 4 nætter på Hotel Icefiord (Ilulissat) i delt dobbeltværelse inkl. morgenmad og transport ved ankomst/afrejse
  • Udflugter: Hvalsø Kirkeruin fra Qaqortoq samt guidet byrundtur og vandretur til Sermermiut i Ilulissat
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Måltider udover morgenmad på hotellerne og måltider på Atlantflyvningen
  • Måltider ombord på M/S Sarfaq Ittuk — kan købes i Café Sarfaq
  • Andre udflugter udover de nævnte i "prisen inkluderer"
  • Rejseleder (denne rejse er på egen hånd)
  • Rejse- og evt. afbestillingsforsikring
  • Enkeltværelsestillæg/kahytstillæg, 8.900 DKK

Bemærk venligst, at prisen på rejsen er en frapris, da der kan være tillæg for en dyrere flybillet type samt en anden hytte-/værelsesstandard, afhængig af hvordan pladssituationen ser ud, når rejsen bookes. Du har selvfølgelig først forpligtet dig til at købe rejsen, EFTER du har bekræftet et evt. tillæg i prisen.

Har du brug for yderligere forklaring, er du meget velkommen til at kontakte os.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

På flyvningerne med Air Greenland mellem Danmark og Grønland serveres gratis måltider og drikkevarer ombord. På indenrigsflyvningerne i Grønland serveres typisk en kop kaffe og en småkage.

Overnatning

Adgang til el

Det er muligt at få opladet batterier til digitalkamera på hotellerne (med egen oplader).

Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden.

OBS

Ret til ændringer forbeholdes. Vi gør opmærksom på, at en tur som denne er afhængig af godt vejr. Der kan derfor forekomme enkelte ændringer i programmet. Forsinkelser og aflysninger kan forekomme, specielt ved transport med fly og skib.

Der ydes ikke kompensation eller erstatning for de første 24 timers forsinkelse eller rejseændringer pga. udefrakommende forhold. Vi vil tilstræbe at mindske generne mest muligt og sørge for et alternativt program eller udfylde den ekstra ventetid.

Grønland fra syd til nord - Indhent rejsetilbud

Ja tak, jeg vil gerne modtage det bedst mulige tilbud for ovenstående rejse.

Formularen er ikke aktiv


Kontakt os

Andre spændende rejser

Nyhedsbrev

Udfyld felterne for at modtage nyhedsbrevet