Erik den Rødes land - Nordboerne i Sydgrønland

Han blev kaldt Erik den Røde på grund af sit røde skæg og hår - og måske også pga. sit iltre temperament. Først blev han forvist fra Norge på grund af nogle drab. Herefter drog han til Island, slog sig ned og giftede sig. Men Erik var stridslysten og efter yderligere nogle drab blev han gjort fredløs. Det fortælles i de islandske sagaer, at Erik den Røde derfor sejlede ud mod vest for at finde et nyt sted at bo i starten af 980’erne.

Derfor drog han samme år mod vest og opdagede et land med et indbydende fjordlandskab og frodige, grønne dale. Han var vældig imponeret over landets ressourcer. I ca. 3 år udforskede han det nye land og vendte derpå tilbage til Island og fortalte om “Det grønne land”. I det frodige Sydgrønland kunne nordboerne fortsætte livet som farmerne, samtidig med at de også kunne fiske og jage sæler i de dybe fjorde.

Han havde nu fået mod på at tage til Grønland igen, denne gang med et stort følge. I 985 sejlede han igen af sted fra Island, men nu i spidsen for 25 skibe med retning mod Grønland. Der var omkring 500 mænd og kvinder, husdyr og alt hvad der skulle til for at skabe en ny tilværelse i et nyt land ombord.

Af de 25 skibe var det kun de 14, der nåede frem. Erik den Røde bosatte sig ved Eriksfjord i Sydgrønland, ikke langt fra det nuværende Julianehåb, og anlagde høvdingesædet Østerbygden Brattahlid. Andre fortsatte længere mod nord og grundlagde Vesterbygden i Godthåbsfjorden. De to samfund blev kaldt for Øster- og Vesterbygden. Her etablerede de et driftigt landbrugssamfund med mange omkringliggende gårdbrug. Således blev Grønland beboet af de nordiske vikinger, og det kom til at vare i flere hundrede år.

I løbet af de følgende århundreder ankom flere og flere bosættere fra Island og Skandinavien. De blev kaldt nordboere og bosatte sig i områderne fra Kap Farvel i syd og helt op til Nuuk-fjorden. De mange nordbofund der er gjort i Grønland fra flere hundrede gårde, fra kirker og klostre har givet os viden om deres tilværelse i de næsten 500 år de levede i Grønland.

Nordboerne var stridbare vikinger, men de var også bønder, jægere og fiskere. De befolkede Grønland i mere end 400 år, og skabte grundlaget for en landbrugstradition, der i dag er en af hjørnestenene i hverdagens Sydgrønland. Omkring år 1500 forsvandt de fra området. Hvad der blev af de sidste nordiske grønlændere er fortsat et mysterium.

Landskabet i Sydgrønland er karakteriseret ved blå isbjerge og grønne, bløde bakker, der brydes af fjorde og spidse bjerge. I forhold til andre steder i Grønland, ligger byer og bygder forholdsvis tæt i Sydgrønland og fåreholdersteder ligger spredt ud over det meste af området. Kulturen præges af de interessante ruiner fra nordboernes tilstedeværelse på egnen, og når du bevæger dig rundt, vil du opleve en række særdeles velbevarede ruiner især i Sydgrønland.

Ruinerne fra Erik den Rødes bosættelse - Brattahlid ligger i den lille sydgrønlandske fåreholderbygd, Qassiarsuk. I sommeren 2000 blev langhuset og hans hustrus Tjodhildes kirke genopført, og man har muligheden for at se de flotte rekonstruktioner på nært hold. Her i bygden står også en statue af Leif den Lykkelige, søn af Erik den Røde.

Ligeledes her i det frodige Sydgrønland ligger de velbevarede ruiner af en af de første kristne kirker, Hvalsey kirkeruin. Den står som det bedst bevarede vidnesbyrd om nordboernes stenbyggeri. Et gotisk vinduesparti med smuk spidsbue og en trekantet slutsten vidner om klassisk kirkebyggeri af høj kvalitet.

I bygden Igaliku, der i dag er en fåreholderbygd med kun 27 indbyggere, grundlagde nordboerne i 1124 et bispesæde ved navn Gardar, som fungerede frem til 1300-tallet. I 1926 blev ruinerne ved Gardar udgravet.

Narsaq er en forholdsvis ung by, der blev anlagt som handelsstationen i 1830. Også her findes der nordboruiner, der ligger lige i udkanten af byen og tæt ved havnen og ikke mindst kan du her besøge det interessante museum, hvor du kan blive klogere på historien om Nordboerne.

Gennem de sidste 1000 år har inuit- og vikingekulturen således været med til at forme det sydgrønlandske land og folk, og kulturlandskabet der består af nordiske ruiner, der ligger side om side med blomstrende grønlandske gårde. Sydgrønland i dag er et område hvor driftigt moderne landbrug, fårehold, grønsagsproduktion, fiskeri og turisme udgør et væsentlig levegrundlag.

I 2017 blev området i Kujataa i Sydgrønland optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Området består af fem delområder i fjordsystemet omkring Tunulliarfik og Igaliku Fjorden og repræsenterer de mest indholdsrige og storslåede eksempler på den nordiske og grønlandske landbrugskultur.  I alt ligger her 39 registrerede Nordbo ruinsteder og 5 Inuit ruinsteder. Baggrunden for optagelsen på Verdensarvslisten begrundes bl.a. med at landskabet rummer usædvanligt velbevarede ruiner efter nordboernes beboelser og genoptagelsen af livsformen med det moderne landbrug, som inuitterne påbegyndte i 1700-tallet.