Tasiilaq

Nu er vi i Østgrønland og her er åndeligt smukt. Naturens skønhed når helt ind i hjertet og det er ubeskriveligt.

Byens beliggenhed – næsten i bunden af en fjord og lige overfor nogle takkede bjerge - gør, at man aldrig bliver træt af at kigge ud ad vinduet. Næsten alle huse har udsigt over mod disse bjerge på den anden side af fjorden.

Byens opbygning og husenes farver gør det også svært ikke at få et stik i hjertet over, hvor smukt der er. Det er nok Grønlands mest kuperede by og det betyder utallige udsigtspunkter udover byen. Tasiilaq er hovedbyen i Østgrønland og er en del af hovedstadens storkommune Sermerersooq. I modsætning til andre byer er Tasiilaq befolkningsmæssigt i udvikling, da mange borgere fra de omkringliggende bygder og byen længere mod nord flytter til ”storbyen” af usikkerheds-, skolegangs- og arbejdsmæssige årsager.

Her er ca. 2.100 indbyggere og Tasiilami Alivarpi (folkeskolen) er én af de største i Grønland. Her er ca. 400 elever og de unge under 18 år udgør ca. 25% af indbyggerne. Man får i gennemsnit flere børn i Østgrønland end i Vestgrønland.

Selvom byen ligger syd for polarcirklen, er her også slædehunde. Det skyldes isoleringen fra Vestgrønland. Her er der mulighed for at køre hundeslæde om vinteren, og om sommeren er her rig mulighed for sejlture til de smukke fjorde og de omkringliggende bygder.

For udflugter fra Tasiilaq. Tag venligst kontakt til Greenland by Topas på 7370 9339

Hundeslæde: Ja (vinter)
Midnatssol om sommeren: Nej, men lyst døgnet rundt om sommeren
Nordlys: Ja, mulighed for at se det, når det er mørkt