Nordlys i Grønland

Højt på den grønlandske himmel kan man nogle gange se et helt særligt fænomen. Det er nordlys, en af polarmørkets største og smukkeste oplevelse. Som et blafrende lys af gule, grønne, røde og hvide farver bølger det i vinden højt oppe på himlen. Du kan ikke undgå at blive overvældet af den flygtige og magiske oplevelse, når nordlyset danser på himlen.

Nordlysets magiske dans på nattehimlen er et uforglemmeligt syn. Fænomenet opleves bedst på en kold og stjerneklar vinternat. Oplev magien på disse rejser.

Myter og overtro

Det er intet under, at der knytter sig mange sagn og myter til dette magiske og næsten overnaturlige fænomen. Mange grønlandske børn har bl.a. fået fortalt, at når nordlyset danser på himlen, betyder det, at ånderne spiller fodbold med et hvalroskranie. Hvis man fløjter eller klapper i hænderne, forstyrrer man ånderne og kommer ikke i himlen.

Den videnskabelige forklaring

På latin kaldes nordlyset ’Aurora Borealis’. Den videnskabelige forklaring på nordlys er, at solens elektrisk ladede partikler møder molekyler og atomer i jordens atmosfære i cirka 100 kilometers højde. Dette møde resulterer i det utrolige fænomen, hvor ’gardiner’ i forskellige farver blafrer hen over himlen. Nordlys dannes, når elektrisk ladede partikler i 90 til 500 kilometers højde kastes ind i jordens magnetfelt med høj hastighed, drevet frem af solvinde. Det er kraftigst og hyppigst i forbindelse med magnetiske storme forårsaget af vulkan-lignende udbrud på Solen.

Det kræver tålmodig at gå på jagt efter nordlys, da klar himmel ikke altid er nok. Mængden af nordlys afhænger også af solareksplosioner, og det varierer meget, hvor tydeligt lyset kan ses og i hvilken form og farver.

Den ideelle årstid for nordlys

Nordlys forekommer året rundt, men kan kun ses i de mørke måneder og når himlen er klar. Den bedste periode for nordlys er september til april, som er tidspunktet for de mørke og smukke polarnætter. Især i timerne omkring lokal midnat ses nordlyset tydeligst. I sommermånederne, er der for meget lys på himlen til at fænomenet er synligt.

Hvor er det bedst at opleve nordlys?

Man kan opleve nordlys i hele Grønland, men jo længere nord på du rejser, jo bedre. Kangerlussuaq er et af de bedste steder i verden at se nordlys. Her er der arktisk fastlandsklima og vejret er stabilt med klar himmel. De fleste rejsende til Grønland lander faktisk i Kangerlussuaq, hvor nordlyset virkelig kommer til sin ret, så her har du alle muligheder. I nærheden af Kangerlussuaq ligger tilmed en amerikansk videnskabelig station, ’Kellyville’, hvor der forskes i nordlys.

Nordlys kan som sagt kun ses på mørke og klare aftener og det kan stærkt anbefales, at du begiver dig væk fra kunstigt lys, for at få den fulde oplevelse af lysets blafren. Tager du uden for byen er mørket tættere, og nordlyset fremstår dermed klarere på himlen.

Få det perfekte billede

Hvem vil ikke gerne forevige det fantastiske naturfænomen? Kaster du dig ud i fotografiets kunst, så sørg for at indstille dit kamera optimalt. De bedste nordlysbilleder tages med lange eksponeringstider og høje ISO-indstillinger. Det gør farverne stærkere og klarere, fordi kameraets sensor har et langt mere dynamisk syn i mørket, end hvad du kan se med det blotte øje.

Rejser med mulighed for at se Nordlys